Der er oprør i fodboldens verden. Det er i sidste ende et spørgsmål om ligestilling og der er lang vej igen.
De er trætte af at skulle kæmpe. Kæmpe for bedre udviklingsmuligheder, en bedre løn. De er derudover også trætte af at kæmpe for at skabe et større fokus på den mentale og fysiske sundhed.
Et oprør ulmer blandt nogle af kvindefodboldens største stjerne på verdensplan. Dette oprør truer i øjeblikket verdensmesterskaberne, som efter planen skal afholdes i Australien og New Zealand til sommer.
15 af Spaniens spillere vil ikke udtages til landsholdet, før deres vilkår vil blive forbedret.
De 15 spillere er blot de seneste i en lang række af kvindelige fodboldspillere, som ikke længere ønsker at nøjes med det næstbedste. De sætter nu deres karrierer på spil, for at gøre kvindefodbold til en sport, hvor det er til at holde ud at være i det.
Spillerne ønsker at have adgang til de bedste baner, de bedste trænere og derudover ønsker de at få nogle muligheder for at udvikle sig på den bedste måde.
Denne verden er stadig en verden, hvor flere af spillerne ikke kan leve af fodbolden. Derfor vælger de at studere ved siden af eller have et arbejde.
Oprør mod diktatorisk ledelse
De spanske fodboldspillere som i øjeblikket er blandt verdens bedste bliver kaldt for en gylden generation.
De var blandt storfavoritterne til at vinde EM i 2022. De havde også gode forudsætninger for at nå helt til toppen ved sommerens VM.
I september 2022 gjorde 15 spillere fra Spaniens kvindelandshold opmærksom på overfor forbundet, at de ikke vil repræsentere landet, så længe Jorge Vilda fortsat er træner.
De 15 spillere er ikke hvem som helst. Det er spillere fra Barcelona, Manchester United og Manchester City. Altså er det store stjerner som har båret holdet.
Spillerne oplever Jorge Vildas ledelsesstil som diktatorisk. Hans kontrolbehov er blevet for stort og det skaber en dårlig atmosfære på holdet.
Spillerne har det ikke godt når de spiller på landsholdet.
Forbundet har valgt side og står med Jorge Vilda. Vilda er rasende over spillernes udmeldinger og har derfor valgt at sætte et landshold mestensdels bestående af nye og uprøvede talenter.
Der er stadig lang vej
Der er flere gode eksempler på det landsholdspillerne gør, eksempler som også rykker på tingenes tilstand. Men der er stadig lang vej igen.
I virkeligheden er det i et langt større perspektiv et spørgsmål om ligestilling.
Udvikling tager normalt lang tid og udviklingen i fodbold for kvinder er sket forholdsvist hurtigt. Kvinderne er kommet langt på blot få år. Det betyder dog ikke, at der ikke stadig er lang vej igen.
Mange gode ting er sket på de sidste få år, men der er stadig mange ting, som kan blive meget bedre. Derfor kæmper fodboldkvinderne stadig og gør nu oprør.